Hovedindgang

Resumé

I forbindelse med nybyggeri og ombygning i offentlige bygninger skal der altid etableres niveaufri adgang til stueplan. Indgangen skal være let at finde og se. Tunge døre bør have automatisk døråbning.

Uddrag af Bygningsreglementet BR10

Bestemmelse 3.2.1, stk. 2:

Ved alle yderdøre skal der være niveaufri adgang til enheder og til eventuelle elevatorer i bygningens stueetage (adgangsetage). Eventuelle niveauforskelle skal reguleres i adgangsarealet uden for bygningen. Der kan anvendes ramper. Uden for yderdøre skal der være et vandret, fast og plant areal på 1,5 m x 1,5 m målt fra dørens hængselside. Hvor døren åbner udad, skal der være yderligere 0,2 m langs bygningsfacaden. Arealet uden for yderdøre skal være i samme niveau som det indvendige gulv. Arealet ud for yderdøre skal markeres taktilt eller ved anden farve end den omkringliggende belægning.

Porttelefoner og tilkaldeanlæg skal have en sådan udformning, at det såvel auditivt som visuelt tilkendegives, at anlægget er aktiveret, og at forbindelse til modtageren er etableret. Ved anvendelse af tal i betjeningspanel i porttelefoner og tilkaldeanlæg skal 5-tallet være markeret med taktil identifikation.

Vejledning:

Bestemmelsen omfatter foruden yderdøre, døre ved flugtveje og nødudgange i stueetagen samt have-, altan- og terrassedøre. Niveaufri adgang betyder, at der ikke må være trin mellem niveauet (terrænet) uden for bygningen og enhederne i stueetagen samt eventuelle elevatorer. Trappelifte, løfteplatforme og løstliggende skraberiste vil være i strid med bestemmelsen. Dørtrin med en højde på maksimalt 25 mm kan accepteres. Porttelefoner og tilkaldeanlæg bør placeres i en højde på mellem 90 og 120 cm over gulv/terræn.

Uddrag af SBi-anvisning 230 om BR10

Niveaufri adgang

En udligning, hvor terrænet hæves, er en enkel måde til at opnå niveaufri adgang, men ramper kan også anvendes. I begge tilfælde skal der afsluttes med et vandret areal foran indgangsdørene. Arealet skal være så stort, at personer i kørestol har plads til at åbne døren, og det opnås normalt ved 1,5 x 1,5 m plads foran indadgående døre. Arealet måles fra den side, hvor hængslerne sidder (se tegning). En udadgående dør kræver et større areal, så personen i kørestol kan komme udenom døren, når den åbnes. Her skal arealet være 1,7 m langs bygningens facade, målt fra hængslerne på døren. Dobbeltdøre kræver en udvidelse af vendearealet, svarende til den ekstra dørbredde.

Der bør sikres tilstrækkelig frihøjde under udadgående døre, Det kan kræve omkring 20 mm sænkning af niveauet for det vandrette areal udenfor dørene, samt brug af korte ramper fra det vandrette areal over til dørtrinnet, så kravet om maksimalt 25 mm dørtrinshøjde overholdes.

 

Sikring mod fugt

Niveaufri indgange og hævning af terræn bør udføres, så fugtfølsomme dele af facade og gulvkonstruktion sikres mod indtrængen af smeltevand samt slagregn og opsprøjt. Særligt ved bygninger med terrændæk og eksisterende bygninger, som får niveaufri adgang, er det vigtigt at sikre mod fugtproblemer. Ved nybyggeri kan der for eksempel etableres en mindst 150 mm dyb 'voldgrav' eller spalte op mod soklen, der er overdækket med en rist i en bredde på 1,5 eller 1,7 meter, se figur 11. Risten kan samtidig bruges som taktil (følbar) belægning og til justering af dørtrinshøjde. Uanset løsning bør der sikres plads til at vedligeholde fuger under dørtrin og lavtsiddende vinduer. Hvis indgangspartiet overdækkes, kan en mindre drænkanal langs dørtrinnet eventuelt være tilstrækkelig.

For hensigtsmæssig konstruktion henvises til SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger, 7.4.1 Niveaufri adgang (Brandt et al., 2009), samt SBi-anvisning 189, Småhuse (Statens Byggeforskningsinstitut, 1999).

 

Belægningsskift foran indgange

Ændret belægning eller farve foran indgangsdøre giver svagsynede og blinde mulighed for at finde indgangen. Belægningen bør både være let at se for svagsynede og let at føle for blinde, som bruger en hvid stok. En ændret belægning kan fx etableres med:

  • En nedsænket skraberist i niveau med den omgivende belægning. Hulstørrelse på den smalle led bør være mindre end 9 mm, så den hvide stok ikke går igennem risten.
  • En ændring af selve belægningen i form af et såkaldt opmærksomhedsfelt, fx specielt fremstillede fliser med 5 mm høje knopper, evt. chaussésten. Den omgivende, plane belægning bør have så få fuger og ujævnheder som muligt, og opmærksomhedsfeltet bør have en forskel i lysrefleksionsværdi på 30, svarende til ca. 0,4 på NCS skalaen, se www.ncscolour.co.uk.

For udformning af opmærksomhedsfelter og ledelinjer henvises til SBi's tjekliste om udendørs ledelinjer.

 

Dørtrin

Højden af trinnet må ikke overstige 25 mm. Bundstykket anbefales forsænket for at begrænse højden af trinnet mest mulig og evt. kombineres med korte ramper.

 

Porttelefoner og automatiske døre

Automatiske døre, porttelefoner og lign. bør kunne betjenes både siddende og stående. Derfor bør knapper m.m. placeres:

  • i højde 0,90 – 1,20 m
  • min 0,5 m fra indvendige hjørner

Porttelefoner og tilkaldeanlæg bør placeres modsat dørens hængslingsside. Herved bliver afstanden til dørhåndtag mindst mulig og betjeningen lettes. Samtidig har blinde lettere ved at finde anlægget.

Porttelefoner og tilkaldeanlæg skal med lyd og lys fortælle, at anlægget er aktiveret, og at der er forbindelse til modtageren. Ved anvendelse af tal i betjeningspanel i porttelefoner og tilkaldeanlæg skal 5-tallet være markeret med en følbar (taktil) markering, f.eks. en forhøjet prik midt på tasten.

For udformning og placering af brugerbetjente anlæg, automater og lignende udstyr henvises til kap. 4.5 samt til www.sbi.dk/tilgaengelighed/tjeklister.

Anvendes dørautomatik, der kræver brug af kontakt, bør denne anbringes min. 1 m fra døropslaget, så kørestolsbrugere og gangbesværede ikke rammes af døren. Dørautomatik af typen med berøringsløs føler anbefales, og her justeres føleren således, at døren når at åbne, inden man når hen til den. Ellers risikerer fx blinde at blive ramt af døren. Automatiske døre bør stå åbne i mindst 10-15 sek.

Uddrag af Bygningsreglementet BR10

Bestemmelse 3.2.1, stk. 4:

Døre skal have en fri passagebredde på mindst 0,77 m, jvnf SBi 230. Åbner døren imod personen, skal der være mindst 0,5 m ved siden af døren modsat dens hængselside. Højden af dørtrin må højst være 25 mm.

Vejledning:

Den fri passagebredde måles med døren åbnet 90 grader.

Bestemmelsen omfatter døre i fælles adgangsveje, herunder mindst en dør til hver enhed på hver af bygningens etager.

 

Uddrag af SBi-anvisning 230 om BR10

Fri passagebredde i døre

Den fri passagebredde måles med døren åbnet 90 grader, og er den mindste afstand mellem døren og den modsatte karm. En fri bredde på 0,77 m tillader passage af de fleste personer i kørestol, men en fri bredde på 0,87 m anbefales, da fx personer i manuelle kørestole kan have brug for ekstra plads til betjening af drivringe.

Det afhænger af dørens konstruktion, om hængslede døre med de modulære betegnelser som fx 9M og 10M giver fri passagebredder på 0,77 og 0,87 m. Derfor bør man ved projektering være opmærksom på, at kravet stilles til den fri passagebredde, særligt ved tykke lyddæmpende døre og branddøre. Ved skydedøre skal der normalt påregnes et murhul på mindst 10M for at opnå 0,77 m fri passagebredde. Høje, lodrette dørhåndtag og lange tilbagetræksgreb på døre kan formindske den fri passagebredde, hvis døren kun kan åbnes 90 grader i en smal passage. Der bør tages hensyn hertil ved at vælge bredere døre.

 

Karusseldøre

Karusseldøre kan være meget vanskelige at passere for personer med synshandicap, med førerhund, med kørestol eller gangbesvær og de bør derfor suppleres med side-hængslede døre eller skydedøre. Selvåbnende skydedøre er en velegnet løsning.

 

Betjeningskraft

For at sikre tilgængelighed til bygninger bør døres maksimale åbningskraft være

25 N (svarende til en vægt på ca. 2,5 kg), og de bør kunne betjenes med en lukket hånd. Selvåbnende døre anbefales, særligt ved yderdøre og branddøre

Uddrag af Bygningsreglementet BR10

Bestemmelse 4.3, stk. 1:

Glaspartier, glasflader og glaskonstruktioner skal udføres og dimensioneres, så der opnås sikkerhedsmæssigt tilfredsstillende forhold mod personskader.

Vejledning:

Bestemmelsen omfatter udførelse og dimensionering af glas i tage, vægge, facader, døre, vinduer, lofter, værn m.v. 

Glaspartier i vægge samt glasdøre og glaspartier ved døre bør afmærkes tydeligt eller afskærmes. Afmærkningen skal ske i en højde, så alle personer med synshandicap tilgodeses.

Såfremt der ved glaspartier benyttes værn til sikring mod personskader, bør disse udføres i overensstemmelse med bestemmelserne i kap. 3.

Der henvises endvidere til DS/INF 119, "Bygningsglas - Retningslinier for valg og anvendelse af sikkerhedsglas - Personsikkerhed".

Uddrag af SBi-anvisning 230 om BR10

Markering af glas

Ifølge DS/INF 119:2007 (Dansk Standard, 2007a) skal glas i facader, vægge og døre afmærkes af hensyn til personer med synshandicap og for at minimere risikoen for, at personer ved uopmærksomhed kolliderer med glasset. Afmærkningen bør placeres således, at den er iøjnefaldende og tydelig for alle. Afmærkning bør være varig og synlig under alle normale belysningsforhold, og kan bestå i ornamentglas, farvet glas, sikkerhedstrådglas, lamineret glas med afmærkning i folien eller sandblæst glas.

Disse markeringer er ikke altid tilstrækkelige. Som en mere effektiv løsning kan anvendes 3 vandrette bånd i højderne 0,2 m, 1,0 m og 1,6 m over gulv. Det tager hensyn til, at nogle svagsynede orienterer sig langs gulvet, mens andre ser lige frem. Højderne tager hensyn til, at siddende personer og kørestolsbrugere også har mulighed for udsyn. Hvid, gul eller anden lys markering kombineret med en mørk markering gør det muligt at se glaspartiet både i dagslys og i svagere kunstlys. Forskellen i lysrefleksionsværdi mellem de lyse og mørke farver bør være 60 eller mere.

En glasdør i en glasfacade bør af hensyn til svagsynede markeres, så den tydeligt adskiller sig fra glasfacaden i øvrigt. Ud over ovenstående kan man fx indramme døren med et 100 mm bredt bånd, som har en forskel i lysrefleksionsværdi på mindst 30 i forhold til gulv.

Øvrige anbefalinger

Indgangsdøren bør være nem at finde og bør adskille sig fra tilstødende mure, eksempelvis ved et overdækket gangareal, skiltning, belysning og et skift i farve eller overflade på belægning foran indgangen.

Trykknapper skal sidde højere end panel og må ikke være omkranset af en ring eller roset. De skal have en stor betjeningsplade på min. 25 mm og kræve minimal betjeningskraft af hensyn til hånd- og armhandicappede. Greb og trykknapper skal kunne betjenes af både siddende og stående og derfor være max. 1,2 m over gulv/terræn. Af hensyn til svagsynede bør trykknapper og greb være tydelige og eventuelt markerede med farve i kontrast til omgivelserne.

Ombygning

I forbindelse med alle ombygninger i offentligt tilgængeligt byggeri skal der ifølge "Vejledning til kommunerne om byggesagsbehandling af tilgængelighedsbestemmelserne" (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2008), etableres niveaufri adgang til mindst én indgang i stueplan. Kravet gælder ved alle ombygninger uanset omkostningernes størrelse.

Kravet er helt essentielt for, at kørestolsbrugere kan komme ind i bygningen og betyder i praksis, at der højst må være en niveauforskel på 2,5 cm mellem terrænet ude og gulvet inde.

Kravet gælder dog kun for indgange i stueplan og ikke, hvis indgangen til f.eks. et kontor er beliggende på 1. sal eller i kælderplan. Ud fra service- og ligestillingsmæssige forhold bør det dog også i disse tilfælde overvejes at etablere niveaufri adgang ved hjælp af elevator eller løfteplatform, hvis en sådan ikke allerede findes.

Ved ombygninger etableres ofte niveaufri indgang via løfteplatform, trappelift eller elevator ved bagindgangen. Målet bør være fælles indgang for alle brugere frem for individuelle løsninger for bevægelseshandicappede, men da det drejer sig om eksisterende bygninger, kan bygningsmæssige forhold gøre det nødvendigt med særlige løsninger. Kørestolsbrugere og andre bevægelseshandicappede har dog krav på at kunne benytte indgange som alle andre og bør ikke henvises til evt. aflåste side- eller bagindgange. 

Mange kirker og kirkelige bygninger er ældre bygningsværker med trin og trapper op til indgangsdøren, hvorfor kravet har stor betydning for disse bygninger.

Principtegning

Klik på tegning for større billede

Eksempler

Henvisninger

  • "Bygningsreglement 2010 (BR10). Erhvervs- og Byggestyrelsen. Kan hentes via www.ebst.dk.
  • "Vejledning til kommunerne om byggesagsbehandling af tilgængelighedsbestemmelserne".  Erhvervs- og Byggestyrelsen 2008. Kan hentes via www.ebst.dk.
  • ”SBi-anvisning 230, Anvisning om Bygningsreglement 2010”, Statens Byggeforskningsinstitut, 2010. Kan købes på www.sbi.dk og læses gratis online på www.anvisninger.dk.
  • "DS 3028:2001 Tilgængelighed for alle". Dansk Standard 2001. Kan købes hos www.ds.dk.